I alt for lang tid har de griske bagmænd bag kviklån haft frit spil til at udnytte svage personer med dårlig økonomi og tage ågerrenter for det. Nu er det på tide politikerne griber ind.

Ifølge en nyere opgørelse fra Forbrugerombudsmanden så bliver 12,4% kviklån misligeholdt. Sammenholdt med at det ikke er ualmindeligt at finde et kviklån, hvor ÅOP er over 700%, er det uhyggeligt at tænke på de ulykkelige skæbner der ligger bag disse tal.

I medierne hører vi igen og igen om sager, hvor svage mennesker med dårlig økonomi, optager et kviklån og aldrig slipper af med dem igen. Ofte er der tale om helt unge mennesker, der lige er flyttet hjemmefra, og hvor kviklån ødelægger deres fremtid.

Et eksempel er Nicolas på 22 år, som i dag skylder over 200.000 kroner til kviklån, som han ikke kan betale tilbage. Det hele startede da han sad økonomisk i saksen og havde brug for hurtige penge. Han faldt over reklamerne på kviklån, og kunne på få minutter få et. Han kunne bare ikke betale pengene tilbage, og så voksede gælden til kviklånfirmaerne bare.

Historien her beretter ikke bare om en ulykkelig situation, hvor et ungt menneske har fået smadret sit liv af gæld, han ikke kunne overskue. Men det vidner også om at kviklånfirmaerne kreditgodkendte ham, selvom han oplagt ikke kunne betale pengene tilbage. Kreditgodkendelsen var altså alt for dårligt.

Er firmaerne interesserede nok i at kreditgodkende?

Denne historie med dårlig kreditgodkendelse er slet ikke enestående. I rapporten fra Forbrugerombudsmanden får lånefirmaerne nemlig kritik, fordi de ikke ved kreditgodkendelsen undersøger om lånerne kan betale pengene tilbage, men udelukkende om de kan betale minimumsbeløbet.

Hvis vi tager Vivus som eksempel, kan du her låne 6.000 kroner og minimumsbetalingen er så 1.200 kroner pr. 30. dag. Hvis vi antager at jeg her kun betaler minimumsbetalingen og at betalingen er pr. måned fremfor pr. 30. dag, så vil det jo på et år svare til at jeg har betalt 14.400 kroner i rentebetalinger – og stadig skylder de 6.000 kroner. Allerede efter 5 betalinger har Vivus fået de penge tilbage, som de har lånt mig.

Risikoen Vivus tager er altså ikke særlig stor. De skal låne forholdsvis få tusinde kroner, og efter 5 måneder har de ikke tab på lånet. Til gengæld kan de tjene kassen, hvis lånet fortsætter. Kviklånene fra de andre lånefirmaer er opbygget efter lignende princip.

På den måde kan man faktisk argumentere for at lånefirmaerne har en interesse i at lånerne, i hvert fald i de mange første måneder, kun betaler rentebetalingerne. Det forklarer da også hvorfor der ikke i lånet er et krav om bare et lille afdrag af hovedstolen, men at man kan nøjes med bare at betale rentebetalingen.

Når lånet har kørt i nogle måneder, og lånefirmaerne allerede har fået de penge tilbage de har lånt plus rigeligt med renteindtægter, så kan de jo i princippet være ligeglade med om lånerne betaler tilbage. De kan jo altid sende lånet til inkasso og skrive låneren i RKI registret, og de har jo intet tab på det.

Så har lånefirmaerne overhovedet interesse i at kreditgodkende ordentligt, sådan som reglerne er nu? Noget tyder på det ikke er tilfældet.

Vanvittig højt ÅOP

Eksemplet på lånet fra Vivus har en ÅOP på 816,67%. Det er jo et fuldstændig vanvittigt højt beløb. Uden tøven vil jeg karakterisere renter i den størrelse for at være ågerrenter.

Det er dog ikke rekorden for hvor høj ÅOP lånefirmaerne kan kræve. Som SF’s Lisbeth Bech Poulsen har bemærket, så er der faktisk eksempler på kviklån der har ÅOP på over 3.000%.

Hvordan kan vi som samfund tillade at lån kan være så dyre, så de kan vokse med rekordfart til højder hvor ingen kan betale af på dem? Det er jo især de høje ÅOP der gør, at et lån kommer ude af kontrol.

Der er reklamer for kviklån alle vegne

I dag kan man ikke engang tage en tur med bussen, uden at se en reklame for et kviklån. Hører man radio kommer der også indimellem et tilbud om et hurtigt lån. Og i tv’ets bedste sendetid hører vi hvordan man på få minutter kan stå med flere tusinde kroner i hånden.

Samtidig er kviklånfirmaerne også gode til at reklamere for deres nuværende og tidligere kunder. Reklamer hvor de opfordrer til at udsætte tilbagebetalingen eller måske tage et nyt lån. Det mest groteske eksempel jeg har hørt om, var en reklame for at man kunne tage et kviklån for at komme på burgerrestaurant.

Vi tillader ikke reklamer for spil, fordi vi ved det skaber flere ludomaner der kan føre til økonomisk ruin. Men vi tillader reklamer for kviklån, der ligeledes kan føre til økonomisk ruin. Burde vi ikke begrænse muligheden for at reklamere for kviklån?

Lånefirmaerne omgår reglerne

Gentagne gange hører vi eksempler på at kviklånfirmaerne har omgået reglerne for, hvad de skal oplyse i forbindelse med et lån. Da kviklån lige var kommet til Danmark, husker jeg at lånefirmarne kun angav omkostningerne pr. måned, fordi hvis de opgav det pr. år så det alt for dyrt ud (hvad det reelt også var). Som jeg husker, strittede firmaerne meget imod kravet om at ÅOP skulle opgives, men blev til sidst tvunget til det.

For ikke så lang tid siden vedtog politikerne en tænkepause for optagelsen af kviklån. En tænkepause på 48 timer fra du har ønsket et lån, til du kan bekræfte det. I grunden en god ide, fordi det jo i mange tilfælde kan være en impulstanke at optage et kviklån.

Men hvad skete der så? Stort set alle kviklånfirmaerne ændrede deres produkter, så de i stedet for at kalde dem for lån, begyndte at kalde dem for kreditter. På den måde var de ikke omfattet af reglerne, og det betyder at der stadig ikke er nogen tænkepause når en person skal have et kviklån.

Pengene sendes ud af landet

Men hvor havner alle de penge, som danskerne betaler til kviklån? En del af dem havner hos millionærer i udlandet, som ejer de kviklånfirmaer vi har i Danmark.

På den måde kan man faktisk betragte kviklån som en støvsuger af penge ud af landet. Renteudgifterne som danskerne betaler kan oven i købet trækkes fra i skat, så også statskassen skal betale penge til de udenlandske bagmænd.

Det er på tide at politikerne regulerer kviklån mere

I 2010 blev der udlånt kviklån for 37 millioner kroner. Det er nu i 2017 steget til 600-800 millioner kroner. Mængden af penge der er tal om vokser altså kraftigt.

Man kan mene at de unge mennesker der havner i en gældsfælde selv er skyld i det. Men som samfund har vi også interesse i at beskytte dem mod at optage lån, der ikke kan betale. Og så er det heller ikke okay, at firmaerne ikke oplyser grundigt om konsekvenserne og prisen for et lån. Og ej heller at de ikke undersøger grundigt nok inden et lån, om låneren faktisk er i stand til at betale pengene tilbage.

Det er tydeligt at branchen for kviklån ikke kan forvalte dette område på en ansvarlig måde. Derfor synes jeg politikerne snart bør få stoppet det vanvid der foregår på kviklånsmarkedet. Nogle konkrete forslag kunne være:

  • At vedtage en maksgrænse for ÅOP på kviklån på 50%, som også Finans Danmark har foreslået. Det ville være et mere fair niveau og så ville det også nedsætte risikoen for at et lån løber løbsk. Samtidig ville det øge lånefirmaernes egen interesse for at kreditgodkende ordentligt fra starten, fordi de også selv har mere på spil.
  • Grundlaget for kreditgodkendelse bør være bedre end det er i dag. Et konkret forslag kunne være at firmaerne ved et lån direkte skulle indberette det til Skat, og løbende skulle indberette renterne. Dette kunne give en troværdig oversigt over en låners totale gæld via Skat, og så kunne man gøre det obligatorisk for långivere at benytte denne oversigt.
  • Muligheden for at reklamere for kviklån bør begrænses. Det er alt for fristende for svage sjæle som det er nu, og ved at begrænse det kræver det mere opsøgende arbejde at finde frem til et kviklån.
  • Vi bør indføre et krav om at man også skal afdrage lidt på lånet hver måned. Det her med bare at blive ved med afdragsfrihed er ikke okay.

Der er sikkert mange andre gode forslag til hvad vi kan gøre på kviklånmarkedet. Jeg synes i hvert fald det er på tide at politikerne snart kommer igang. Markedet er som Det Vilde Vesten i dag, og det går ud over unge ulykkelige skæbner som får smadret deres liv gennem mange år.

Published by Andreas Andersen

Yngre læge der arbejder med Geriatri og Akutmedicin

Leave a comment

Skriv en kommentar

%d bloggers like this: