Det er nu en realitet at radiokanalen Radio24syv må lukke. Dette efter Dansk Folkeparti i det nye udbud for FM4 stillede et krav om at 70% af medarbejderne skulle arbejde minimum 110 km fra København.

Fra 1. november 2011 skete der en fornyelse inden for taleradioen i Danmark. Hidtil havde Danmarks Radio monopol for landsdækkende radio, men i det daværende medieforlig blev FM4 sendt i udbud, mens P1 og P2 blev slået sammen til samme FM bånd. Udbuddet vandt Berlingske Media, der lancerede Radio24syv som den første privatejede, licensfinancierede taleradio.

Jeg er en af de faste lyttere af mange af Radio24syv’s programmer. De har kørt i bilen mens jeg kørte frem og tilbage fra arbejde. Eller som en podcast i toget. Ja, Radio24syv har for mig gjort at jeg jævnligt valgte at høre en taleradio fremfor en musikkanal når jeg skulle høre radio.

Nogle af mine yndlingsprogrammer var 24syv morgen, der ofte kunne skabe debat om de aktuelle emner. Også på en mere konfronterende måde, som nogle gange gjorde debatten mere interessant. Eller Millionærklubben hvor vi blev klogere på investeringsmarkederne. For ikke at glemme Den korte radioavis med Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, der leverede en ny form for politisk satire i Danmark.

Derfor blev jeg selvsagt også ked af det, da jeg hørte nyheden om at Radio24syv fra 1. november 2019 må lukke. Dette efter et politisk forlig om det nye FM4 udbud, hvor Dansk Folkeparti fik et krav igennem, som gjorde at Radio24syv næsten på forhånd blev de facto udelukket fra udbuddet.

Kan Dansk Folkeparti ikke lide Radio24syv?

Det har længe gået rygter om at Dansk Folkeparti ikke kunne lide Radio24syv. Måske fordi nogle programmer havde en temmelig kritisk linie overfor Dansk Folkeparti, og ligesom Dansk Folkeparti også skubbede på for nedskæringer i DR, var det jo også dem der skubbede på for at få Radio24syv udelukket fra det kommende udbud.

Om det er rigtig at DF ikke var vilde med Radio24syv skal jeg ikke udtale mig om. Men jeg kan konstatere at DF først kom med et krav om at 20% af medarbejderne i radiokanalen skulle befinde sig udenfor København. Så hævede de kravet til 50%. Og til slut til de 70% som forliget endte med. Altså så 70% af medarbejderstaben skal befinde sig minimum 110 km fra København.

Det lugter jo langt væk som at Dansk Folkeparti havde et personligt problem med Radio24syv og ville gøre livet surt for dem. At de så fik de andre politiske partier med, er for mig ubegribeligt. Specielt at de liberale partier gik med til noget, der er så lidt liberalt som det her forslag, er endnu mere uvirkeligt.

Kunne de ikke bare flytte?

Radio24syv har altså nu givet op, efter kravet om at 70% af medarbejderne skulle befinde sig vest for Storebælt. I debatten har jeg hørt argumentet om at de jo så bare kunne flytte stationen og så køre den videre fra et jysk sted.

Det er jo selvfølgelig principielt også rigtigt. Men de glemmer jo at en del af de nuværende medarbejdere er freelancere og de har nok ikke lyst til at rejse til Jylland hver gang der skal optages et program.

Og så er det jo bare principielt forkert, det krav der stilles. Det kan da være ligegyldig hvor kanalen ligger, når blot dens programmer repræsenterer alle landsdele. Og det synes jeg faktisk Radio24syv gør.

Kravet er jo heller ikke lavet sådan, at 70% af medarbejderne skal være Vest for Storebælt og 30% Øst for Storebælt. Det er lavet så minimum 70% skal være Vest for Storebælt. Med andre ord er det altså ikke et krav at en jysk radiokanal også skal have 30% medarbejdere Øst for Storebælt og dermed repræsentere hele landet.

Kunne de ikke alligevel køre videre selv?

I debatten har jeg også hørt nogle argumentere for at Radio24syv jo bare kunne køre videre selv. Altså uden at vinde udbuddet.

Men husk at der med udbuddet jo også følger 100 millioner licenskroner med, for at lave public service radio. Det er altså ikke svært at forestille sig, at det økonomiske grundlag for Radio24syv vil være svært hvis de ikke vinder udbuddet.

Nogle taler om, at siden de nu er så populære, kunne de jo bare gøre det brugerbetalt. Det kunne de måske nok, og det ville måske kunne køre videre, hvis de havde det samme antal lyttere. Men her er problemet jo, at de dels uden FM4 udbuddet jo ikke har en FM frekvens og dels at det jo slet ikke kan lade sig gøre at lave en brugerbetalt radiokanal på FM eller DAB. Det ville jo skulle foregå via streaming på WiFi, og her er teknologien altså endnu ikke helt klar. Der er i hvert fald endnu ikke mange biler hvor internet er integreret i bilradioen.

Det optimale havde derfor været, hvis teknologien var klar, så der var internetradio indbygget i alle bilradioer. Det ville gøre det muligt at anvende mere brugerbetalinger, og derved kunne man måske dele de 100 millioner licensmidler mere ud, så de gjorde gavn til flere radiokanaler.

Det er jo ikke fordi Radio24syv for alt i verden skal køre videre. Selvfølgelig ville de skulle vinde et udbud. Men forslaget her udelukker jo de facto Radio24syv fra udbuddet, så de ikke får en chance. Det synes jeg er ærgerligt.

Jeg vil i hvert fald savne de mange gode programmer, og jeg håber egentlig at en del af dem måske kunne køre videre som podcasts i stedet for. Det er i hvert fald ærgerligt at Dansk Folkeparti har fået held til endnu engang at ødelægge et succesfuldt medie, der fik flere danskere til at høre taleradio.

Published by Andreas Andersen

Yngre læge der arbejder med Geriatri og Akutmedicin

Leave a comment

Skriv en kommentar

%d bloggers like this: