Mindre grupperinger elsker at skabe konspirationsteorier og om hvad som helst. De er med til at forurene internettet med med falske nyheder.

I den seneste tid har vi hørt om at sociale medier som Twitter og Facebook nu er begyndt at censurere i det indhold der deles på deres medier. For eksempel sletter de både opslag og profiler, de nedprioriterer opslag i deres algoritmer og de leder folk hen til mere troværdige kilder til information.

Man kan tale om fordele og ulemper ved denne form for censur der udøves på de sociale medier. Burde folk ikke have lov til at skrive hvad de har lyst til? Kan det ikke være antidemokratisk at indskrænke folks ret til at dele hvad de vil?

I princippet er svaret “jo”. Det er virkelig ærgerligt at det på sociale medier og i søgemaskiner er blevet nødvendig med denne censur. Jeg hylder som udgangspunkt retten til det frie ord og at man kan dele hvad man vil. På den anden side må jeg konstatere at nogen ikke kan finde ud af at forvalte denne frihed på en ordentlig måde, og det derfor i nogle tilfælde ville være uforsvarligt af de sociale medier ikke at gribe ind.

Jeg har efterhånden fulgt flere sager på sundhedsområdet, hvor der spredes nyheder og artikler om ting der åbentlys er forkert. Efter at have fulgt flere af disse sager, er det gået op for mig at det er en meget lille gruppering der står bag produktionen af disse falske nyheder – i hvert fald i Danmark. Det interessante er at disse personer ikke kun skaber falske nyheder om et enkelt emne, men udnytter enhver begivenhed på sundhedsområdet til at skabe nye konspirationsteorier og dele falske nyheder, de selv har lavet. Det er svært at forstå hvilken logik der driver dem, men tilsyneladende elsker de at skabe historier om hvor uretfærdig verden er imod dem.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med disse grupper af personer, da krisen omkring HPV-vaccinen kørte i medierne. Altså den her krise startet af bl.a. TV2’s dokumentar “De vaccinerede piger”, som medførte et stort fald i vaccinetilslutningen. I forbindelse med denne krise, blev der spredt tonsvis af usandheder og forkerte fortolkninger og udlægninger af videnskabelige studier. Selv når disse personer blev konfronteret med, at det de sagde var forkert, så spredte de efterfølgende stadig usandhederne. Vi ser det endda fortsat i dag, trods tonsvis af studier der underbygger evidensen for effekten og sikkerheden ved HPV-vaccinen.

Senere oplevede jeg de samme grupperinger optræde i mange andre konspirationsteorier omkring sundhedsforhold. Senest har jeg set det en del i den her sag om den nye coronavirus, der spredte sig især i Kina. Der skabes alle mulige tossede konspirationsteorier om, at Kina selv skulle have produceret virussen i et laboratorie. At den skulle være luftbåren, men Kina holder det hemmeligt. At kineserne bevidst ønsker at slå tonsvis af mennesker ihjel. Kigger man på deres kilder er det igen lavkvalitetskilder, såsom tilfældige youtube videoer og dårlige spamhjemmesider. Garanteret produceret af dem selv.

Jeg synes det er skræmmende så mange tossede teorier folk kan finde på at sprede via de sociale medier. De er skyld i at Facebook og Twitter nu er nødt til at censurere. De er skyld i at vores internet vrimler med falsk information, så det nu er blevet sværere at finde ud af om det man læser er rigtig eller forkert. Jeg er simpelthen så træt af dem – Fake News producenterne!

Published by Andreas Andersen

Yngre læge der arbejder med Geriatri og Akutmedicin

Leave a comment

Skriv en kommentar

%d bloggers like this: