Categories
Blogindlæg

Kontrolleret genåbning af Danmark kræver højt vidensniveau

Hvis vi skal genåbne Danmark sikkert og effektivt, skal vi satse på masser af tests og forskning.

Da Danmark lukkede ned grundet COVID-19, var testkriterierne restriktive. I praksis blev kun patienter med moderat til svær COVID-19 testet, det vil sige dem der var indlæggelseskrævende. En af forklaringerne var at vi havde begrænset testkapacitet, og det var vigtigt at sikre at dem der var meget syge kunne blive testet. Det gav god mening.

Siden er testkapaciteten blevet udbygget kraftigt, og vi er nu for alvor i stand til at kunne teste mange dagligt. De første forsøg med antistoftests er også igang. Begrænset testkapacitet er altså ikke længere et problem.

Ifølge Coronasmitte.dk har der i Danmark været 7.384 laboratoriebekræftede tilfælde med COVID-19. Af dem er 319 patienter fortsat indlagt, heraf 84 på en intensiv afdeling. Vi har set 355 dødsfald i Danmark, svarende til en CFR på 4,8%.

Mørketallet har hidtil været estimeret i Danmark udfra Bloddonorstudiet, der estimerede at mørketallet var 70 gange større end antallet af laboratoriebekræftede tilfælde af COVID-19 i Danmark. Det svarede til 203.000 danskere mellem 1. og 3. april, mens det med de nyeste tal vil svare til 516.880 danskere. Statens Serum Institut (SSI) anslog dog mørketallet til mellem 30 og 80 gange højere, svarende til et interval mellem 221.400 og 590.400 danskere, som nu skulle være smittet med COVID-19.

Bloddonorstudiet er nu rullet ud til hele Danmark, og ifølge det seneste resultat fra bloddonorer mellem 6. og 8. april, har 72 ud af 3.989 bloddonorer en positiv antistoftest, svarende til 1,8%. Justeret for testens usikkerhed svarer det til at 1,9% har antistoffer mod COVID-19. Hvis man antager at bloddonorer er repræsentativ for alle danskere svarer det til at cirka 110.000 danskere nu har været smittet med COVID-19. Altså et mørketal der er 15 gange større end antallet af laboratoriebekræftede tilfælde med COVID-19 – markant lavere end 70 gange der tidligere blev anslået.

Hvis 110.000 danskere nu har haft COVID-19, så vil det svare til en IFR på 0,32%. I den oprindelige risikovurdering fra SST estimerede man IFR til at være mellem 0,3 og 1%.

Det bør nævnes at bloddonorstudiet er behæftet med stor usikkerhed. Blandt andet kan man kritisere, at gruppen af patienter der testes ikke nødvendigvis er repræsentative for alle danskere. Måske de er mere raske og derfor ikke i så høj grad får COVID-19? Måske de derfor har været mere på skiferie og dermed har fået mere COVID-19? Men trods disse kæmpe usikkerheder, er det desværre det eneste tal for mørketallet vi har i Danmark lige nu.

Det er vigtigt vi får mere præcise tal for mørketallet, når Danmark skal genåbnes. Det har jo betydning for hvor mange der er i risiko for at blive smittet, og belaste sundhedsvæsnet igen. Samtidig er det også et udtryk for den effekt vi har fået af nedlukningen af Danmark. Faktisk synes jeg det ser ud til den har været for effektiv.

Onsdag den 15. april begyndte de første skoler og institutioner at lukke op igen, og fra mandag 20. april begynder en del liberale erhverv såsom frisører at lukke op igen. Selvom der fastholdes en del forholdsregler, kan vi ikke undgå at flere vil blive smittet. Det vigtige er at det ikke bliver så mange så COVID-19 kommer ude af kontrol i Danmark. Men hvordan gør man det?

Her tror jeg omfattende tests er vigtig – og nu har vi testkapaciteten til det. Vi skal i højere grad teste flere i Danmark, også dem der kun er mildt syge og endda også folk der ikke er syge. Både så vi bliver klogere på mørketallet, og så vi kan blive mere forsigtige i de institutioner hvor der er aktiv smitte. Det er især vigtig for at beskytte de ældre og svækkede, eller andre der er i en risikogruppe.

Hvorfor er en liberal teststrategi nødvendigt? Fordi vi derved nemmere og mere præcist kan følge med i mørketallet og fordi vi så hurtigt kan opdage hvis epidemien kommer ude af kontrol. Skal vi vente på antal indlæggelser stiger, er der en forsinkelse på en uge. Vi er nødt til at holde vores vidensniveau højt og opdateret, hvis genåbningen skal gå godt.

Strategien for hvor vi er på vej hen i Danmark, har endnu ikke stået helt klart. Går vi efter naturlig flokimmunitet, dvs. så mange smittede som muligt, men uden at belaste sundhedsvæsnet? Eller går vi efter at undertrykke sygdommen fuldstændig mens vi venter på en vaccine? Eller noget helt tredje? Her har vi også brug for en mere præcis udmelding fra politikerne, baseret på faglige råd fra myndighederne.

By Andreas Andersen

Yngre læge og kommende geriater fra Region Syddanmark. TR for Yngre Læger.

Skriv en kommentar