Når vi nærmer os Folketingsvalg, går der valgkamp i den. Også selvom valget ikke er udskrevet endnu. Og så går der sport i de dårlige politiske beslutninger.

Folketingsvalget nærmer sig. Selvom Statsminister Lars Løkke Rasmussen officielt sidder med valgknappen, så bliver han snart tvunget til at trykke på den. Ja, faktisk er der i dag to måneder til at han senest skal udskrive valget. Valget skal nemlig være afholdt senest den 17. juni 2019, og da der skal udskrives valg senest 20 dage før, bliver det altså senest den 28. maj 2019.

De facto er valgkampen dog allerede gået igang. Folketingskandidaterne kæmper om at samle valgkampspenge ind, og der bliver lanceret den ene reklame for partierne efter den anden.

Jeg tror vist også det er på tide at vi snart får det valg overstået. Og det er ikke fordi jeg nødvendigvis er utilfreds med den nuværende Regering, men mere med den valgkampspolitik der på nuværende tidspunkt bliver ført.

Når vi nærmer os valget, som vi gør nu, sker der nemlig altid det at politikerne kæmper om at markere sig, dele gaver ud, undgå dårlige sager og indgå studehandler. Og det kan vi da i den grad mærke for tiden.

Et eksempel er den sag for nylig, hvor samtlige af Folketingets partier stemte for at en bestemt sygdom skulle defineres på en bestemt måde og at der skulle anvendes en bestemt diagnosekode. Mere detailstyring kan man vist ikke få.

Den nylige Sundhedsreform er et andet eksempel. Regeringen og DF er nu blevet enige om et forslag, der da indeholder mange interessante forslag. Men kernen i forslaget er en nedlæggelse af Regionerne – uanset om det giver mening eller ej. Og samtidig har de ikke medtaget den vigtigste grund til at reformere sundhedssystemet overhovedet: Nemlig at vi i de kommende år får mange flere patienter ind i Sundhedsvæsnet.

Socialdemokraterne er ikke bedre. I desperation overfor at stille med et forslag på sundhedsområdet, der kan konkurrere med Regeringens forslag, har de stillet et af de mest tåbelige forslag. At tvinge de yngste ny-uddannede læger til tvangstjeneste i en Almen praksis i et yderområde. Hvornår har tvang nogensinde gjort noget godt? Og hvorfor gør de ikke noget ved det centrale problem i stedet: At der mangler uddannelsesstillinger til de mange yngre læger der kommer ud af medicinstudierne, og som vi gerne skulle have uddannet videre til praktiserende læger.

Den seneste studehandel vi har set, er nu lukningen af Radio24syv. En kanal elsket af mange, og som fik flere til at høre taleradio. En kanal med mange geniale programmer lige fra 24syv Morgen, til Millionærklubben til Den Korte Radioavis. Lukket fordi politikerne absolut i det kommende udbud skulle stille et krav om at flertallet af medarbejdere i radiokanalen skulle arbejde mindst 110 km fra København. Mere detailstyring får vi vist ikke.

Forslaget lugter dog af en hævntogt fra Dansk Folkeparti, der ikke har kunnet tåle kritik fra radiokanalen. Ligesom de straffede DR for også at have en for DF kritisk linie.

Og hvad synes DF så er vigtigst: En omfartsvej ved Mariager til 377 millioner kroner, betalt af skattekroner, til Trafikordfører for DF Kim Christiansen’s egen baghave.

Så Kære Lars Løkke: Tryk så på valgkampen, så vi kan få det valg! Så I ikke træffer flere dårlige beslutninger i valgkampsrus.

Published by Andreas Andersen

Yngre læge der arbejder med Geriatri og Akutmedicin

Leave a comment

Skriv en kommentar

%d bloggers like this: