Få en opdatering på Forsøgsordningen for Medicinsk Cannabis her. Nu er loven vedtaget og de første produkter er blevet godkendt. 

Medicinsk Cannabis er en realitet i Danmark. Det er et eksperiment, der bliver spændende at følge. Kommer der nogle produkter, som viser sig at have en gavnlig virkning, og som derfor kan få en plads i behandlingen af sygdomme? Kommer der uventede bivirkninger? Bliver ordningen udbredte eller bliver den et flop, fordi den ikke bliver benyttet? Det er spørgsmål der bliver spændende at få besvaret den kommende tid. 

Jeg lavede tilbage i oktober en oversigt over forsøgsordningen – mest for mit eget overbliks skyld. Siden er der dog sket en masse ting, som gør det relevant med en opdatering, som du kan læse i denne artikel. 

Loven for forsøgsordningen er vedtaget

Den 15. december blev selve loven for forsøgsordningen endeligt vedtaget. Den blev enstemmigt vedtaget af alle partier i Folketinget, med 106 stemmer for forslaget. 

Med lovforslaget indføres en række forskellige begreber for medicinsk cannabis:

  • Cannabisudgangsprodukter er den cannabis der importeres fra udlandet eller dyrkes i Danmark. Der er tale om hele eller dele af cannabisplanten Cannabis Sativa. 
  • Cannabismellemprodukter er så de produkter som en mellemproduktfremstiller kan lave udfra udgangsprodukterne.
  • Cannabisslutprodukter er de produkter som læger udskriver. Herefter laver apoteker slutprodukterne udfra lancerede mellemprodukter. 

Godkendte virksomheder under forsøgsordningen

Ordningen tillader virksomheder at få tilladelse til at importere eller dyrke cannabis til udgangsprodukter (udviklingsordning) og fremstille mellemprodukter. Lægemiddelstyrelsen har både offentliggjort en liste over de virksomheder der vil dyrke cannabis og en liste med de virksomheder der vil fremstille mellemprodukter.

15 virksomheder har søgt om at få lov til at dyrke cannabis. Af disse har 11 fået godkendt deres ansøgning, 3 ansøgninger er stadig under behandling og 1 virksomhed er blevet afvist. De 11 godkendte virksomheder er Gistrup Green Grow, MM Bureau v/Morten Nøhr Mortensen, Cantiva ApS, Scandinavian Cannabis A/S, Organic Cannabis Care, D.W. IVS, Spectrum Cannabis Denmark ApS, Hemp Valley ApS, MEDICAN ApS, StenoCare IVS og Medical Cannabis Denmark. De 3 virksomheder hvor ansøgningen stadig er under behandling er Baylinq, Aessense Europe ApS og Gartneriet Gårslev A/S. Den virksomhed der har fået afslag er Yoldas Akkaya – hvorfor de fik afslag fremgår ikke af information fra Lægemiddelstyrelsen. 

Som mellemproduktfremstiller har 8 virksomheder indsendt en ansøgning til Lægemiddelstyrelsen. Af disse er 1 godkendt, 6 under behandling og 1 er sat i bero efter eget ønske. Den godkendte virksomhed hedder CannGros Aps. De 6 virksomheder hvor ansøgningen er under behandling er HB Medical Hørsholm ApS, Relief ApS, Medcan Pharma A/S, Spectrum Cannabis Danmark ApS, Medical Cannabis Import og STENOCARE IVS. Nomeco Aps har valgt at få deres ansøgning sat i bero. 

I den kommende tid vil der formentlig komme flere virksomheder på listen. Det bliver spændende at se hvor mange af disse virksomheder der reelt også kommer til at overleve som henholdsvis cannabisdyrker og mellemproduktfremstiller.

To produkter er blevet godkendt

Der er altså indtil videre 11 virksomheder der er blevet godkendt til at dyrke cannabis og 1 virksomhed der er blevet godkendt som mellemproduktfremstiller. Den ene mellemproduktfremstiller der er godkendt er CannGros og det er den virksomhed der nu har fået to produkter godkendt.

De to produkter er CannGros Bedrocan 5 g og CannGros Bediol 5 g. Begge disse produkter er the, der enten kan drikkes eller inhaleres med en fordamper. Forskellen mellem produkterne er at Bedrocan kun indeholder THC (220 mg/g), mens Bediol både indeholder THC (63 mg/g) og CBD (80 mg/g). 

Priserne for de to produkter er også offentliggjort nu. Oprindeligt blev det jo estimeret at en måneds behandling med medicinsk cannabis ville komme til at koste 2790 kroner, hvilket kan være svært at få råd til for alle. Heldigvis ser prisen ikke ud til at lande så højt. Begge produkter kommer til at koste 790 kroner pr. pakke the, og for en måneds behandling vil det koste ca. 948 kroner, hvis der tages 1 kop the dagligt.

Netop at et tilskud til medicinsk cannabis ikke er en del af loven er blevet kritiseret meget. Dette har politikerne hidtil ikke kunnet blive enige om. Siden er det dog meldt ud, at politikerne er blevet enige om at afsætte 50-70 millioner kroner årligt til et tilskud til medicinsk cannabis. 

Ny vejledning til læger

Så har Lægemiddelstyrelsen netop også udgivet en vejledning til lægerne. Her er det uddybet hvad medicinsk cannabis som udgangspunkt kan udskrives til, hvad den nuværende viden om bivirkninger siger og andre relevante informationer om forsøgsordningen. 

Når lægen skal udskrive medicinsk cannabis, skal han ordinere et cannabisslutprodukt. Hvilke doser der anbefales, kan findes i produktarkene for de enkelte produkter. Produktarkene er noget der minder om produktresuméer for lægemidler, dog en del mere skrabet. 

Cannabisprodukterne vil ikke fremgå af hverken produktresume.dk eller promedicin.dk, hvor læger ellers kan finde information om medicin. De vil dog fremgå af Medicinpriser.dk og her vil prisen blive opdateret hver 14. dag ligesom for andre lægemidler.

Forskning under forsøgsordningen

Som en del af forsøgsordningen er der afsat i alt 10 millioner kroner til forskning under forsøgsordning. Forskning der skal skaffe noget af den viden der mangler. De 5 millioner kroner er allerede sendt i udbud, og de sidste 5 millioner kroner ventes sendt i udbud i starten af 2018. Lægemiddelstyrelsen forventer at de 10 millioner kroner vil blive fordelt til omkring 4 forskningsprojekter. 

Udover de 10 millioner kroner der er tildelt som en del af forsøgsordningen, kan andre aktører jo også vælge at sætte forskningsprojekter igang. Her glæder det mig at Gigtforeningen har valgt at afsætte midler til et forskningsprojekt. Det bliver forsker Oliver Hendricks der skal stå i spidsen for projektet, og formålet er at undersøge effekten og sikkerheden af medicinsk cannabis ved behandling af kroniske smerter hos patienter med leddegigt og rygsøjlegigt. Det bliver et dobbeltblindet, randomiseret, placebokontrolleret studie, hvilket er en studietype af høj kvalitet. 

Hvad nu?

Dette var en lille opdatering af hvad der er sket på området for medicinsk cannabis siden oktober. Der er dog ingen tvivl om at der i de kommende måneder kommer flere nyheder. Ting vi venter på er:

  • Vil flere virksomheder melde sig på banen som cannabisdyrker eller mellemproduktfremstiller?
  • Vil flere produkter blive godkendt og hvilke?
  • Hvordan vil prisen udvikle sig?
  • Hvor mange patienter vil få udskrevet medicinsk cannabis?
  • Hvilke bivirkninger vil blive indrapporteret?
  • Hvilke forskningsprojekter vil få tildelt midler fra forsøgsordningen?

Det bliver spændende at få svar på disse spørgsmål i de kommende måneder. Når der kommer mere nyt, laver jeg en opdatering på denne side, så følg gerne med her. 

Published by Andreas Andersen

Yngre læge der arbejder med Geriatri og Akutmedicin