Det er lægen der skal vurdere om en patient kan køre bil ved behandling med medicinsk cannabis. Her er en opsummering.

Når patienter skal overveje om de ønsker at blive behandlet med medicinsk cannabis, er en væsentlig faktor nok om de får lov til at køre bil. Cannabisprodukter indeholder jo THC, der er euforiserende, og derfor kan påvirke evnen til at køre bil. En tommelfingerregel er at hvis blodet indeholder 0,003 mg THC/kg blod svarer dette til en alkoholpromille på 0,5. 

Ved forsøgsordningen der kommer her til januar, er det lægen der vurderer hvornår du må køre bil og hvornår du ikke må. Det fremgår af den vejledning der er lavet til læger i forbindelse med forsøgsordningen. Her fremgår der følgende afsnit for trafiksikkerhed

Da cannabis kan bevirke søvnighed, sløvhed og svimmelhed bør patienter ikke føre motorkøretøj, betjene maskiner eller deltage i farlige aktiviteter, hvis de oplever sådanne symptomer. Der henvises i øvrigt til Styrelsen for Patientsikkerheds ’Vejledning om helbredskrav til kørekort’, særligt afsnittet ’Cannabisholdige lægemidler og heroin’, hvoraf det bl.a. fremgår, at lægen ved behandling med THC-holdig medicin skal vurdere den enkelte patients trafikfarlighed, herunder behovet for et (eventuelt tidsbegrænset) kørselsforbud.

Vejledning om lægers behandling af patienter med medicinsk cannabis omfattet af forsøgsordningen

Her fremgår det at lægen ved udskrivning af medicinsk cannabis skal vurdere om det kan påvirke den enkelte patients trafiksikkerhed, og hvorvidt de derfor skal have et kørselsforbud. At det er lægen der skal vurdere hvorvidt patienten kan køre bil, er i øvrigt helt i overenstemmelse med anbefalingerne fra STPS, der siger:

Cannabis er i henhold til dansk lovgivning ikke forenelig med bilkørsel. Indholdet af tetrahydrocannabinol (THC) i blodet må ikke overstige 0,001 mg THC pr. kg blod, hvis det ikke er indtaget i henhold til en lovlig recept. Hvis det er indtaget i henhold til lovlig recept, vil der kunne udstedes eller fornyes kørekort, så længe det er indtaget i overensstemmelse med recepten, og den ordinerende læge vurderer, at det er forsvarligt.

Vejledning om helbredskrav til kørekort

Bilkørsel ved godkendt cannabismedicin

Men hvordan skal lægen egentlig vurdere, om den enkelte patient er i stand til at køre bil? Der findes en vejledning fra STPS, der rådgiver hvordan vurderingen bør tages ved godkendt medicin der er baseret på cannabis. Her står der i vejledningen:

Ved starten af fast behandling med THC-holdige og tilsvarende lægemidler og ved markant øgning af dosis af en igangværende behandling, bør lægen sædvanligvis udstede et kørselsforbud. Kørselsforbuddet bør vare to til fire uger, men længden skal altid bero på en konkret vurdering.

Vejledning om helbredskrav til kørekort

Her anbefales det faktisk at patienten får et kørselsforbud på 2-4 uger i starten af behandlingen – eller ved større dosisændringer. Efter de 2-4 uger skal lægen:

Lægen bør herefter, ud fra sygehistorien og konkrete observationer, nøje vurdere, om der er bivirkninger af trafiksikkerhedsmæssig betydning. Hvis lægen vurderer, at patienten vil være påvirket under kørsel, eller der blot er tvivl om dette, bør der udstedes et kørselsforbud, så længe behandlingen varer.

Vejledning om helbredskrav til kørekort

Her skal lægen så udfra de bivirkninger der måtte opstå vurdere, om kørselsforbuddet skal fortsætte. Det fremgår også at hvis der er tvivl, bør man fortsætte kørselsforbuddet.

Bilkørsel ved medicinsk cannabis

Men det er jo reglerne for cannabisbaseret medicin der er godkendt som anden medicin. Medicin hvor der faktisk findes dokumentation for effekt og skadevirkninger, ligesom der også eksisterer en god erfaring med trafiksikkerheden. 

For medicinsk cannabis kan vurderingen være lidt mere kompliceret. Selvom der er nogenlunde kontrol med hvor meget THC det enkelte medicinsk cannabis produkt indeholder, er der jo ikke særlig meget viden om hvad det betyder for trafiksikkerheden. Hvor høj dosis af THC skal man op for at det bliver uforsvarligt at køre bil? Og kan der være andre ukendte cannabinoider i produktet, der også er euforiserende og kan påvirke bilkørsel? Eller måske andre cannabinoider der interagerer med THC og kan potentere dette? Den vurdering synes ikke så nem.

Derfor har STPS også meldt ud, at de anbefaler et kørselsforbud under hele behandlingen. De forklarer denne udmelding med:

Virkningen af den lægeordinerede cannabis er nemlig endnu ikke tilstrækkeligt undersøgt. Vi ved heller ikke tilstrækkeligt om virkningsvarigheden af den lægeordinerede cannabis. 

I betragtning af netop den manglende erfaring med medicinsk cannabis, synes jeg anbefalingen fra STPS om et kørselsforbud lyder fornuftigt. Når der kommer mere erfaringer med det enkelte produkt, kan det være nemmere at sætte en grænse for hvornår det er forsvarligt at køre bil. Vi ved nemlig at cannabis er associeret med en øget trafikrisiko, og ved tvivl bør man ikke gå på kompromis med trafiksikkerheden.

Published by Andreas Andersen

Yngre læge der arbejder med Geriatri og Akutmedicin