De seneste år har jeg fulgt debatten om Funktionelle lidelser, der er en debat præget en del af følelser. Måske specielt fordi områder ikke kun bærer præg af sundhedsmæssige aspekter, men også sociale aspekter. Debatten er specielt kommet frem, efter politikerne tidligere besluttede at blande sig i en ellers faglig afgørelse vedrørende Kronisk Træthedssyndrom. En beslutning jeg er uenig i, hvilket du kan læse mere om i dette indlæg.

Når jeg nogle gange debatterer hvorfor jeg er uenig i den beslutning, oplever jeg nogle gange nogle argumenter, hvor jeg mener der er misforståelser af opfattelsen af Kronisk Træthedssyndrom eller Funktionelle lidelser. For nylig kom der bl.a. en kommentar til netop mit indlæg om Kronisk Træthedssyndrom, hvor der er nogle kommentarer jeg ikke er helt enig i. Mit svar til den kommentar blev lidt langt, så nu har jeg faktisk besluttet at besvare det i dette indlæg. Du kan også læse mine kommentarer til andre hyppige påstande i denne debat. Nogle af kommentarerne er også blot nogle spørgsmål til kommentarerne. Du må meget gerne besvare dem eller kommentare dem, hvis du har en kommentar – men kun saglige kommentarer tillades her på siden.

#1 Er Funktionelle lidelser en diagnose?

Jeg hører ofte argumentet at Funktionelle lidelser skulle være en diagnose. Men faktisk skriver Sundhedsstyrelsen netop:

Funktionel lidelse bruges som samlebetegnelse for en række lidelser, der alle er kendetegnet ved, at personen har et eller flere fysiske symptomer, som påvirker funktionsevne og livskvalitet, og som ofte har et karakteristisk mønster.

Funktionelle Lidelser – Anbefalinger til udredning, behandling,
rehabilitering og afstigmatisering (SST 2018)

En samlebetegnelse er jo ikke helt det samme som en diagnose. Det er jo bare en måde at gruppere diagnoser, fordi de har nogle ens karakteristika. Ligesom vi jo også kalder både KOL og Astma for lungesygdomme. Det gør jo ikke “lungesygdomme” til en diagnose.

I virkeligheden synes jeg også at hele den her debat om diagnoser er absurd. Diagnoser er jo et værktøj sundhedsprofessionelle bruger, for at sikre at man taler om det samme. Et navn defineret udfra bestemte karakteristika eller kriterier. I virkeligheden er diskussionen om diagnoser altså ikke en diskussion om en sygdom, men i stedet en diskussion om hvad vi skal kalde den, hvilket jeg synes er en mærkelig diskussion.

#2 Er Funktionelle lidelser uden evidens?

I kommentaren hævdes der at diagnosen “Funktionelle lidelser” er uden evidens. Men hvad menes der egentlig med det? Begreber og diagnosenavne er jo blot navne for bestemte ting, der karakteriseres af noget, og det giver derfor ikke mening at tale om at der skal være evidens for dette. Du har vel heller ikke evidens for at kalde noget for en forkølelse?

Man kan derimod tale om evidens, når vi snakker om hvilken udredning og behandling man kan tilbyde til patienter med disse sygdomme. Men det ændrer sig jo ikke ved at vi kalder sygdommene noget andet. Og her må vi sige, at der jo stadig mangler meget forskning inden for de sygdomme der er karakteriseret som funktionelle lidelser, for at vi kan sikre en sufficient behandling og udredning.

#3 Er Funktionelle lidelser en psykiatrisk diagnose?

Det hævdes også tit i debatten, at Funktionelle lidelser er en psykiatrisk diagnose. Men det må bero på en misforståelse, fordi det er da hverken det Sundhedsstyrelsen eller Klinikken for Funktionelle Lidelser i Aarhus skriver. Sidstnævnte skriver for eksempel:

Funktionelle lidelser udfordrer vores klassiske tænkning om, at sygdomme enten er rent fysiske eller psykiske. Forskning peger på, at den opfattelse er for simpel. Ved funktionelle lidelser spiller både fysiske, psykiske, sociale, kulturelle, miljømæssige og andre faktorer en rolle i forskellig grad. Hos nogle patienter udløses sygdommen overvejende af en fysisk belastning (fx en infektion eller et trafikuheld), hos andre er det psykologiske eller sociale forhold, der er dominerende, og hos nogle er der ikke nogen oplagt udløsende årsag.

Hyppige spørgsmål og svar (Funktionellelidelser.dk)

Hele pointen med begrebet Funktionelle lidelser er jo netop, at man ikke kan karakterisere disse som hverken fysiske eller psykiske lidelser.

I Sundhedsstyrelsens anbefaling til udredning af funktionelle lidelser fremgår netop også at det skal være en tværfaglig indsats, og det mener jeg er en korrekt vurdering.

#4 Får personer med Funktionelle lidelser ikke en ordentlig behandling?

Det hævdes også at personer der har fået en funktionel lidelse ikke skulle få en ordentlig behandling. Det synes jeg ikke giver mening, fordi man bør få den samme behandling, uanset hvad vi kalder en sygdom.

Jeg vil dog nævne at behandlingen af de sygdomme, der karakteriseres som funktionelle lidelser, savner bedre behandlingsmuligheder og tilbud. Men det er ikke fordi vi kalder dem det, men fordi vi ikke ved nok om sygdommene. Skal det ændres skal der politisk prioriteres midler til forskning inden for sygdommene.

#5 Mister de retten til erstatning fra Forsikringsselskab?

Der hævdes at man ved at få en funktionel lidelse skulle miste retten til erstatning fra forsikringsselskaber, herunder specielt forsikringsselskabet TRYG. Samtidig henvises til en dokumentar fra Kontant på DR1.

Jeg har ikke set den pågældende kommentar, og kan derfor ikke udtale mig specielt om sagen, men vi kan jo ikke begynde at ændre på hvordan vi kalder eller behandler sygdomme, udfra hvordan forsikringsselskaberne giver erstatninger. De to ting bør ikke kobles sammen.

Hvis man mener det er forkert at forsikringsselskaberne gør noget bestemt udfra bestemte diagnoser, så må man kæmpe for politisk at få reguleret dette.

#6 Er det svært at få afsluttet sin sag hos kommunen?

Der hævdes også at det skulle være sværere at få afsluttet sin sag hos kommunen hvis man får en funktionel lidelse. Heller ikke dette kender jeg så meget til, da jeg ikke er socialrådgiver. Men igen må jeg slå fast, at vi kan ikke ændre på hvad vi kalder eller behandler sygdomme, udfra hvordan kommunerne behandler deres borgere. Så må man jo politisk gribe ind overfor kommunerne, hvis man mener det er forkert.

#7 Er Funktionelle lidelser det samme som hypokondri?

Der hævdes at Funktionelle lidelser er det samme som Hypokondri. Hypokondri er jo betegnelsen for sygdomsangst, og dette mener jeg slet ikke du kan sige er det samme som Funktionelle lidelser. Den opfattelse mener jeg er forkert.

I denne artikel har jeg redegjort for min opfattelse af funktionelle lidelser. Hvis du mener jeg har misforstået noget, eller der er noget forkert eller du måske er uenig, er du velkommen til at argumentere for dette i en kommentar. Husk referencer og en ordentlig tone, det har vi nemlig brug for, for at kunne få en ordentlig debat om dette vigtige emne.

Published by Andreas Andersen

Yngre læge der arbejder med Geriatri og Akutmedicin

Leave a comment

Skriv en kommentar

%d bloggers like this: