Mange patienter får protonpumpehæmmere (PPI) fast – også selvom de ikke længere har brug for det. Derfor er det vigtigt løbende at overveje om der fortsat er indikation for det.

Jeg har den seneste tid fået øget interesse i deprescribing, dvs. ved medicingennemgang overveje om noget af patienternes medicin stadig er nødvendig. Når jeg modtager patienter på FAM, ser jeg ofte at en del patienter får protonpumpehæmmere (PPI) fast. Og mange patienter ved ikke hvorfor de får det.

PPI er ikke uden bivirkninger. Blandt andet er der øget risiko for pneumonier og Clostridium Difficile infektioner. Derfor skal man naturligvis ikke have PPI, hvis det ikke er nødvendig.

Hvad er PPI?

PPI er altså protonpumpehæmmere, og de første af dem kom frem i 1980’erne. Det hæmmer protonpumpen i ventriklens parietalceller og anvendes især mod mavesår, gastrooesophagal reflux og oesophagit. Herudover er de en del af eradikationskuren mod H. pylori og så blødningsprofylakse når man får blandt andet NSAID.

I Danmark markedsføres de fem PPI der indeholder de aktive stoffer omeprazol, lansoprazol, esomeprazol, pantoprazol og rabeprazol. Som udgangspunkt er disse ligeværdige, og det ene præparat bør derfor ikke foretrækkes fremfor det andet.

I 3. kvartal 2018 var det 329.956 danskere der får PPI. Et dansk studie har vist at kun omkring en tredjedel af PPI patienter opfylder kriterierne for langtidsbrug af PPI, hvilket tyder på at det er overordineret.

Hvilke bivirkninger kan PPI give?

Gennem de seneste år er der kommet tiltagende fokus på nogle af de bivirkninger PPI kan give.

Generelt øger PPI brug risikoen for infektioner, formentlig fordi syren i mavesækken er med til at beskytte mod netop infektioner. Blandt andet øges risikoen for blandt andet Clostridium Difficile infektioner med ca. 65%. Dette er den bakterie der af og til ses i hospitalsinfektioner, når patienter har været behandlet med bredspektret antibiotika.

Studier indikerer også at PPI kan øge risikoen for andre infektioner, herunder Campylobacter, Salmonella og pneumoni. Ja, faktisk ser det ud til at PPI er med til at ændre på tarmfloraen generelt.

Endelig kan PPI også nedsætte optagelsen af jern, vitamin B12 og Magnesium. Og så er der nogle studier der har indikeret en øget risiko for frakturer.

Med andre ord har PPI altså bivirkninger. Det er selvfølgelig vigtig at få behandling med PPI når det er indiceret, men dermed ligeså vigtigt at seponere når det ikke længere er indiceret.

Hvornår skal man seponere?

Seponeringslisten nævner også PPI samt i hvilke tilfælde man skal overveje at seponere. Her fremgår at man skal overveje at seponere i følgende tilfælde:

  • Funktionel dyspepsi (symptomer uden organisk forklaring)
  • Ukompliceret ulcus (ingen blødning eller perforation) når patienten er symptomfri (tager op til 4 uger)
  • Ophør af ulcerogene lægemidler fx NSAID (inkl. ASA) og SSRI, hvor PPI alene er givet som ulcusprofylakse

Hvis patienten har været behandlet med PPI i mere end 8 uger, er der risiko for rebound effekt ved brat seponering. Derfor bør seponering ske ved udtrapning, f.eks. halvering af dosis hver 4. uge.

Deprescribing.org har også lavet en fin algoritme for seponering af PPI her baseret på denne guideline. Denne guideline foreslår at man først undersøger årsagen til at patienten fik PPI i første omgang. Hvis årsagen er Barett’s oesofagus, fast NSAID med blødningsrisiko, svær oesofagit eller historik med blødende mavesår bør patienten forblive på PPI. Er årsagen derimod tidligere mavesår, øvre GI symptomer der nu er asymptomatiske, mild-moderat oesofagit, GERD eller ukompliceret H. pylori infektion skal man overveje at seponere. Det samme gælder hvis man ikke kan finde den oprindelige årsag.

Published by Andreas Andersen

Yngre læge der arbejder med Geriatri og Akutmedicin

Leave a comment

Skriv en kommentar