Et nyt Borgerforslag går ud på at vi skal kræve at børn der skal deltage i offentlige institutioner skal være vaccineret. Det tror jeg ikke er den rigtige vej frem.

Vacciner er en af de største fremskridt vi har gjort inden for sundhedsvæsnet, og har sparret mange liv. Derfor skal vi også passe rigtig godt på vores Børnevaccinationsprogram, der sikrer fri vacciner til alle danske børn, og beskytter dem mod livstruende sygdomme.

Derfor er det også bekymrende med den stigende vaccinemodstand, som WHO også har udpeget på Top 10 over de største sundhedstrusler vi står overfor for øjeblikket. Jeg deltog selv en del i HPV debatten for nogle år siden, hvor 1-2 årgange dykkede kraftigt i tilslutningen til HPV-vaccinen, især på baggrund af en TV dokumentar fra TV2. Udviklingen er heldigvis vendt siden, men jeg stiftede her bekendtskab med antivaccinegrupper i Danmark, der nærmest lever i et parallelsamfund og som ikke åd den ene fejlslutning af videnskabelige studier efter den anden, på trods af de blev tilbagevist gentagne gange.

I år er det især den stigende forekomst af mæslinger verden over der bekymrer. Antallet af mæslingesmittede steg med 50% i 2018 ifølge FN. De seneste uger kan vi på nær hold følge med et flere udbrud af mæslinger i Danmark. Jeg må indrømme at jeg kan overhovedet ikke forstå, hvad der kan få forældre til at ville undlade at beskytte deres børn mod mæslinger. En forfærdelig sygdom som i mange tilfælde før i tiden krævede indlæggelse, og i sjældne tilfælde medførte svær sygdom og endda dødsfald.

Også her er antivaccinegrupperne aktive, og har været det i mange år. Her kan man tydelig også se problemet i deres dømmekraft, når de udråber svindleren Andrew Wakefield som en helt. Altså ham der har fået taget sin lægeautorisation, har fået trukket sin videnskabelige artikel tilbage og som havde økonomiske interesser i at miskreditere mæslingevaccinen.

Og her kan jeg da tit tænke: Skal deres dårlige dømmekraft virkelig gå ud over mit barn? Skal vi virkelig tillade at forældres dårlige valg medfører øget risiko for andre børn – særligt børn der ikke kan tåle at blive vaccineret?

Borgerforslag vil indføre obligatoriske vacciner

Her kommer det nye Borgerforslag til banen. Borgerforslaget hedder FT-02409 og har ved skrivende stund 22.290 støtter. Overskriften for Borgerforslaget lyder:

Det skal som udgangspunkt være lovpligtigt at vaccinere ens børn med MFR – vaccinen, for at børnene kan være tilknyttet offentlige institutioner. Dette gælder dog ikke børn, der af sundhedsmæssige årsager ikke kan blive vaccineret.

Med andre ord er tanken at vil man tilmelde sine børn til offentlige institutioner, så kræver det at man følger Børnevaccinationsprogrammet hvad angår MFR-vaccinen. Vil man ikke det, kan man frit vælge at indskrive sit barn i en privat institution i stedet.

Nogle fremfører i debatten at det er det samme som tvangsvaccination. Det er jeg dog ikke helt enig i. Man har jo et frit valg i forhold til at vaccinere – men man bliver så bare bedt om i højere grad at tage konsekvenserne af det valg selv, i stedet for at andre skuldre skal bære det. Det er ikke det samme som tvang.

Det er jo lidt samme argumenter var i debatten omkring Rygeloven før i tiden. Her blev det indført at man for eksempel ikke måtte ryge på restauranter. Modstandere af Rygeloven fremførte her argumenter om, at det var det samme som at tvinge dem til ikke at ryge. Men det er jo forkert. Rygeloven indførte jo sådan set bare, at hvis man valgte at ryge, bærer man konsekvenserne selv.

Obligatoriske vacciner er ikke vejen frem

Selvom jeg har tænkt en del over forslag, der minder en del om dette Borgerforslag, har jeg faktisk valgt ikke at støtte det. Det kan være nødvendigt at indføre obligatoriske vacciner, som vi da også har set i andre lande, men her synes jeg ikke Danmark er endnu.

Og det er sådan set ikke fordi jeg ikke synes det er rimeligt at dem der fravælger vacciner, burde bære konsekvenserne selv. Principielt ville det være rimeligt at det valg man tager på vegne af sit barn, ikke medfører en risiko for andres børn.

Men forslaget om obligatoriske vacciner har en række ulemper, jeg blot her kort vil nævne.

For det første kan man jo risikere at antivaccinationsgrupperne bliver samlet mere i private institutioner. Det kunne gøre smittegrupperne endnu mere koncentrerede og medføre endnu større smitterisiko. Det er jo faktisk en fordel at de få der fravælger vacciner trods alt ikke er for tæt på hinanden.

For det andet går det jo ud over børnene. Det er dem der bliver afskåret fra socialisering med børn, der er vaccineret. Det kan vi ikke være bekendt. Det er forældrene der har truffet de dårlige valg på vegne af deres børn, og det skal ikke gå mere ud over børnene.

Og så for det tredje skal vi passe på vores Børnevaccinationsprogram. Obligatoriske vacciner kan medføre en større skepsis overfor vaccinationsprogrammet, altså have en modsat rettet effekt. Vi kan risikere at skade den tilslutning, der trods alt er okay højt.

Information er vejen frem

Obligatoriske vacciner er altså ikke vejen frem. Det tror jeg ikke vil virke efter hensigten, og vi er stadig ikke kommet så langt ned i tilslutning til at det er nødvendigt.

I stedet må vi satse mere på information og kampagner, så de usikre forældre ikke står alene med information, der er produceret af de hardcore antivaccinationsgrupper.

Her må de sundhedsprofessionelle også komme mere på banen. Læger, sygeplejersker, sundhedsplejersker og andre sundhedsprofessionelle er nødt til at komme mere på banen i medierne, specielt de sociale medier, så antivaccinationsgrupperne ikke får lov til at sprede deres misinformation frit.

Endelig må vi også tage kreative metoder i brug til at få tilslutningen op. De fleste forældre undlader nemlig ikke at vaccinere, fordi de ikke ønsker det, men ofte fordi de glemmer det. Vi skal derfor have flere initiativer, såsom påmindelser til forældre. Måske vi også kunne overveje at læger tog ud på skoler og vaccinerede, så forældrene ikke behøvede at bestille tid hos lægen. Altså selvfølgelig efter samtykke fra forældrene. Ligesom man i øvrigt også gjorde i gamle dage.

Jeg er altså på nuværende tidspunkt ikke parat til at støtte et forslag om obligatoriske vacciner. Jeg tror simpelthen der er for mange ulemper, og jeg tror at information er vejen frem i stedet.

Published by Andreas Andersen

Yngre læge der arbejder med Geriatri og Akutmedicin

Leave a comment

Skriv en kommentar

%d bloggers like this: