Snart to måneder med Medicinsk Cannabis

Det er nu snart to måneder siden forsøgsordningen for Medicinsk Cannabis blev vedtaget. Det er nu på tide at gøre status.

Det har nu i tre måneder været muligt for danske læger at udskrive Medicinsk Cannabis. Der er dog stadig kun to produkter at vælge imellem, og det har ikke ligefrem vrimlet med recepter på apotekerne. Ifølge Liselott Blixt er der ca. 1 måned inde i forsøgsordningen udskrevet 131 recepter på Medicinsk Cannabis af 53 læger. Og det hidtil eneste firma der producerer cannabismellemprodukter udtaler at de havde forventet et højere salg

Kritik fra lægerne

Forklaringen kan være modstanden fra de danske læger. De praktiserende lægers videnskabelige selskab DSAM har direkte frarådet deres medlemmer at udskrive cannabis. For som de skriver har læger "ikke samme viden om virkninger og bivirkninger, som man har ved godkendt medicin". Og mange patienter beretter da også om at de bliver afvist hos lægen, når de kommer for at få udskrevet medicinsk cannabis.

Nogle politikere har været ude lufte deres frustrationer, overfor at lægerne ikke vil udskrive medicinsk cannabis, når politikerne nu har vedtaget ordningen. Det kan dog ikke komme som nogen overraskelse for politikerne, hvordan lægerne ville reagere, for det sagde lægerne inden ordningen blev vedtaget. Lægeforeningen foreslog også sammen med en lang række patientforeninger, at ordningen i stedet skulle vedtages som en forskningsbaseret ordning, hvor patienterne blev inkluderet i et forsøg der ville sikre både adgang til medicinsk cannabis, men samtidig også forskning som kan tilvejebringe den viden der mangler om medicinsk cannabis. Det havde efter min mening været en bedre ordning, der også ville sikre lægernes opbakning, men den blev jo som bekendt ikke vedtaget.

Læger kritiserer altså at der ikke er nok evidens for hverken effekt og bivirkninger ved anvendelsen af medicinsk cannabis, men også manglende viden om dosering, forsigtighedsregler og interaktioner med anden medicin. Noget som også den vejledning der er udgivet til lægerne vidner om.

En af de kritikpunkter læger har fremsat, er at politikerne har vedtaget en forsøgsordning, hvor de har givet lægerne det juridiske ansvar. Det fremgår nemlig af lægevejledningen, hvor der står:

Ansvaret for medicinsk behandling af en patient påhviler den til enhver tid behandlende læge.

Ansvaret minder selvfølgelig om det ansvar, der også påhviler lægerne ved godkendt medicin. Men det er klart, at når der er tale om medicin, der ikke er godkendt som anden medicin, skal indikationen også være særlig stærk før udskrivning af medicinsk cannabis kan komme på tale. 

Står de danske læger alene?

I debatten om medicinsk cannabis fremføres det ofte, at lægerne da bare kan kigge internationalt for at finde den evidens der er brug for. Men her bør folk jo huske på to ting.

For det første er den videnskabelige litteratur ikke national – den er netop international. Alle lande kigger på den samme mængde videnskabelige litteratur, der kommer fra hele verden, og der kan i princippet kun være forskel på hvor højt man vægter at der er evidens for det man behandler. 

For det andet skal man jo også huske på, at lægernes vejledning jo netop er lavet udfra de erfaringer de har haft i Canada og Holland. Og den er altså ikke så omfattende, som nogen engang imellem gør det til. 

For nyligt blev der også udgivet et review i tidsskriftet Canadian Family Physician, hvor det netop også kritiseres den manglende forskning i medicinsk cannabis. I reviewet frarådes anvendelsen af medicinsk cannabis mod en lang række sygdomme, og selv under de 4 diagnoser som er udvalgt i forsøgsordningen, er der kun meget restriktive anbefalinger.

Hvad med tilskud til patienterne?

Udover at forsøgsordningen nu er vedtaget, ser det stadig ikke ud til at der er kommet tilskud til patienterne, på trods af flere løfter. Pt. koster en pakning Bediol eller Bedrocan ifølge Medicinpriser.dk 788 kroner, og det er stadig en høj pris for patienterne.

Det nytter selvfølgelig ikke noget, at politikerne ikke vil finansiere tilskud til Medicinsk cannabis, hvis formålet var at få patienterne til at bruge legal medicinsk cannabis i stedet for illegal. Så det bliver spændende at se om der snart bliver gjort noget ved det.

Vi venter stadig på at flere medicinsk cannabis produkter bliver godkendt, og hvilke erfaringer anvendelsen af de nuværende produkter giver. Vi venter også på initiativer der skulle sikre lidt mere konkurrence om prisen. Og endeligt venter vi på flere forskningsresultater inden for medicinsk cannabis. 

Skriv en kommentar