Politiken sætter i en artikel fokus på uberettigede opslag i patientjournaler, og konkluderer at sundhedsprofessionelle snager i journaler. Men de to ting er ikke det samme.

“I hele landet snager personale i vores intime sundhedsoplysninger”. Sådan skriver journalist Michael Thykier i overskriften til en artikel i Politiken, der handler om et vigtigt emne: nemlig hvorvidt nogle læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle udnytter den adgang til patientjournaler de har, til andre ting end at behandle patienter.

Man forestiller sig at lægen eller sygeplejersken lige udnytter pausen på arbejdet til at læse hvad der står i ekskærestens eller naboens journal. Den slags foregår selvfølgelig også, men hvis det bliver opdaget bliver det straffet hårdt. Du bliver fyret på stedet. Og alt hvad du foretager dig i journalerne bliver logget, så du kan ikke skjule noget. Når man læser artiklen får man indtryk af at det er et udbredt fænomen.

Artiklen er beskrevet på baggrund af data fra en Aktindsigt som Politiken har søgt. Her har de fået adgang til data over antallet af såkaldte uberettigede journal opslag. Ifølge indsigten har der siden 2016 været registreret knap 1500 af disse tilfælde.

Aktindsigten afslører dog, at regionerne siden 2016 har registreret mindst 1.490 mistænkelige eller direkte uberettigede opslag i elektroniske patientjournaler. Blandt de mistænkelige opslag kan der være enkelte såkaldte falsk positive, eksempelvis fejlindtastninger. Men alene Region Midtjylland har siden marts i år registreret 148 reelt uberettigede opslag, hvor sundhedspersonale er tilgået journaler, som de ikke umiddelbart har haft nogen faglig ret til at tilgå.

Men hvad dækker uberettigede journal opslag egentlig over? Lad os lige kigge lidt nærmere på det.

Artiklen har ikke den nuancering man burde kunne forvente af Politiken

Det er svært at få ud af journalisten hvad der nøjagtig ligger bag “uberettigede journalopslag”. Netop derfor er det også underligt at han konkluderer at de dækker over “snageri” – et udtryk der indeholder et motiv hvor man får det indtryk, at der ikke er rent mel i posen.

Det står lidt i kontrast til at journalisten selv skriver, at regionerne netop ikke kan sige noget om hvordan de uberettigede opslag kan kategoriseres, og hvad sagerne endte med. Hvis der var urent mel i posen, så det kan kaldes snageri, skulle man jo kunne dokumentere at det endte med fx en fyring.

Det er generelt billedet, at regionerne kan sige meget lidt om, hvad deres kontroller egentlig ender i, herunder hvilke kategorier de uberettigede opslag kan inddeles i. Nogle regioner vil slet ikke give aktindsigt i det.

Det interessante er at journalisten også selv konkluderer at antal falsk positive må være en ganske lille andel. Men hvor er dokumentationen for det?

Det spurgte jeg journalisten om på Twitter, og her svarer han:

Det var billedet i de regioner, som overhovedet kunne svare på det spørgsmål. RM har fx fulgt op på 154 opslag, som blev sendt til afdelingerne, heraf var 148 reelt uberettigede. At de er uberettigede betyder i sig selv ikke nødvendigvis, at det drejer sig om decideret snageri.

Det lyder til at det er baseret på en opfølgning af nogle af de sager der har været i den ene region. Men der fremgår igen ikke hvad der defineres af “reelt uberettigede”.

Til gengæld har Lægelig Direktør Peder Jest fra OUH fortalt på Twitter, at han selv udtalte en noget mere nuanceret version af billedet til Politiken. Men denne version fremgår ikke af artiklen.

Jeg har faktisk udtalt til Politiken, at langt de fleste opslag- og vi logger alt- viser sig at være enten relevante eller fejlopslag i den travle rutine. Det er passioneret personale, der ikke snager. Nyhedsredaktøren fejltolker med andet formål.

I øvrigt en betragtning, der stemmer meget godt overens med min opfattelse.

Hvad er egentlig uberettiget journalopslag?

Men hvad dækker uberettiget journalopslag egentlig over? Det kan jo egentlig kun regionerne vide, men jeg har da også nogle bud på situationer, der muligvis kan blive registreret som et uberettiget opslag.

Forestil dig en travl nattevagt, hvor din kollega ringer til dig og lige beder dig tage et kig på nogle blodprøver eller et røntgenbillede. Du slår op i journalen, ser svaret og hjælper din kollega med den sparring der skal til, for at du som patient får den bedste behandling. Hvis du ikke her får skrevet et journalnotat om at du blev ringet op, så kan jeg forestille mig at det kan blive et uberettiget opslag. Og selvom jeg tilstræber at skrive notater såvidt som muligt, hvis jeg foretager en vurdering, så når jeg ikke at skrive opslag for alle spørgsmål jeg bliver mødt med i en vagt. Skulle det kunne lade sig gøre, skal vi simpelthen være flere på vagt, og patienterne måtte vente længere på behandling, fordi jeg skulle skrive notater.

Et andet eksempel kunne være i en akutmodtagelse, hvor der er blevet meldt en ny patient. Når det sker har man ikke altid med det samme så mange detaljer, men CPR og navn har man selvfølgelig. Her læser jeg ofte op på en patient, for senere at finde ud af at patienten ikke skal ses af mig, men derimod mine kollegaer fra organkirurgisk regi. Formålet med at jeg læser på patienten er selvfølgelig oplagt for at være så godt klædt på som muligt, også selvom patienten pludselig kommer ind som et rødt kald. Og det gør at jeg er nødt til at læse på patienten, også i nogle tilfælde inden patienten er blevet tildelt et regi i akutmodtagelsen. Det kunne også sagtens være et uberettiget opslag.

Et tredje eksempel er hvis en sygeplejerske kommer ind og er syg, men blot har brug for en recept eller lignende, som hun så kan hente og vende tilbage til arbejdet med. Det sker engang imellem, og fordelen ved at hun ikke skal sygemelde sig og tage til egen læge er jo, at der så er en sygeplejerske ekstra på arbejde til at modtage patienter.

Et fjerde eksempel kunne være hvis man slår sig selv op i journalen og udskriver en recept til sig selv. Det må man ikke i sygehusets systemer (og derfor gør jeg det ikke), men man kan vel ikke her diskutere hvorvidt der er givet samtykke eller ej.

Et femte eksempel er hvis en mor der er læge lige vil slå op i sit barns journal, for at se det røntgenbillede der lige blev taget. Det må man heller ikke, men igen kan der heller ikke være diskussion om hvorvidt der er samtykke eller ej.

Der kan altså være masser af eksempler på uberettigede opslag i journaler, som ikke kan karakteriseres som “snageri”. Det kan sagtens udgøre en del af de tal, og jeg er overbevist om at det udgør flertallet af dem.

Mere kontrol giver mere bureaukrati og defensiv medicin

Når der kommer sådanne artikler frem i medierne, så reagerer politikere ofte med at vi så skal have mere kontrol. Den melding er for eksempel allerede kommet ud fra regionerne.

Men tænk lige over hvad konsekvenserne af det bliver. Det vil få flere til at bruge længere tid på at skrive notater, som ikke er til ære for patienterne og den lægelige behandling, men for juristerne. Tid der kunne bruges hos patienterne. Det vil få flere til at blive bange for at slå op i journaler, også selvom der kan være en god mening med det, for eksempel at lære om den behandling lægen iværksatte førte til et godt outcome hos patienten. Det vil koste tid, penge og ressourcer som vi hårdt mangler.

Jeg synes altså ikke Politiken har løftet dokumentation for at der skulle være tale om “snageri”, og der er tale om en grov generalisering og beskyldning, som ikke kan tjene andet formål end at være clickbait for Politiken. Det er sørgeligt at se det i en avis, der ellers før i tiden var kendt for troværdighed og saglighed.

Published by Andreas Andersen

Yngre læge der arbejder med Geriatri og Akutmedicin

Join the Conversation

2 Comments

  1. TAK!!! Som sygeplejerske slår jeg tit patienter op, selvom de ikke fysisk er på min afdeling, og ikke en eneste gang har jeg gjort det for at snage.
    Hvis en hjemmesygeplejerske ringer med spørgsmål til behandling vi har igangsat, skal jeg slå patientens journal op for at læse hvad lægen har skrevet (eftersom hjemmeplejen ikke altid selv har adgang til det). Og nej, det er ikke altid jeg prioriterer at bruge 3-4 minutter på at dokumentere et opkald der måske varede i 30 sekunder.
    Når jeg sidder og ser om der er kommet patologi-svar på vores pakke-patienter, hvilket jeg gør fordi svaret tit står i systemet før vi får et udprint fra sekretærerne, så skriver jeg ikke notat hvis der IKKE er svar, for det er der simpelthen ikke tid til. Alternativet kan så være, at jeg må vente med at åbne patientens journal til vi har papir-svar, hvilket betyder længere ventetid for patienten på at få at vide, om de har kræft eller ej.
    Om morgenen læser vi op på dagens patienter, og ser jeg der f.eks. er en lang psyk eller mave/tarm historik, så skimter jeg for at se hvad det drejer sig om. Ikke for at snage, men for bedst muligt at kunne møde patienten “hvor de er”. Det er vigtigt for mig at vide, om der er noget jeg skal tage hensyn til under dagens besøg. Er det notater der ikke har betydning for dagens besøg, kunne jeg ikke være mere “ligeglad” med hvad der står.
    Sidst, men ikke mindst, gør jeg det af læring. Har jeg haft med en særligt kompliceret patient at gøre, som f.eks. udviste symptomer jeg/vi ikke umiddelbart kunne tyde, og de derfor blev sendt videre til en anden afdeling, så er det vigtigt for mig at vide hvad de symptomer endte med at være, så jeg bedre kan genkende dem en anden gang og dermed give næste patient med samme symptomer, hurtigere/bedre behandling.
    Medierne kalder det at snage, jeg kalder det at udføre mit job på den bedst mulige måde.

    1. Hej Mette!

      Du har helt ret, der findes masser af eksempler på opslag, der kan kaldes for uberettigede, men som er logisk set en vigtig del af behandlingen af patienter og sund fornuft.

      Hvis man indsnævrer det mere end nu, går det ud over patientsikkerheden (begrænsning i opslag) eller større forbrug af sundhedsvæsnets knappe ressourcer.

      Mvh. Andreas

Leave a comment

Skriv en kommentar

%d bloggers like this: